torsdag den 22. april 2010

Blank Park Zoo og Des Moines

Weekenden efter påske tog vi en tur i zoologisk have lidt udenfor Des Moines (Iowa's hovedstad), både for at kigge på dyrene men også for at få lukket munden på vores førstefødte, som efter at have leget med Christine's mange slanger så brændende ønskede sig en slange selv...hvis bare det kan blive ved plys-udgaver, kan moderen gå med til mange dyre-indkøb!!!
Vi fik købt dyret, og et par kasketter til at holde solen væk fra øjnene i den særdeles velassorterede souvenirbutik ved indgangen til haven, og således udrustet var vi klar til at indtage haven.
Her er vi, inden det går løs!

Der var et lille tropehus a la Randers Regnskov, med en fin vrikkende bro, man kunne gå på.

Efter at vi kom udenfor i haven, bestemte Krister sig for at sidde i klapvognen og passe på sin slange det meste af tiden, mens Iben løb rundt helst uden nogen i hånden.

Tigeren i haven havde det varmt, og dykkede ned i sit vandhul et par gange, mens vi så på.

Iben brøler som tigeren!

Der var også et fint legeområde med legetårn og nogle geder og lamaer, som man kunne fodre.



Og så lige nogle af de andre dyr i haven.
Fantastisk teknik en giraf har til at dykke ned til jorden.
Hverken Brian eller jeg har før lagt mærke til at langbenede fugle bukker knæet den forkerte vej.
Her en kænguru i en stor indhegning, hvor man kunne gå rundt blandt dyr fra den australske outback.
En af de lokale, en præriehund.

Efter besøget i zoo kørte vi en tur ind til Des Moines for at se regeringsbygningen, State Capitol.
Flot bygning med guldbelagt kuppel.

De næste par billeder er fra modsatte side af bygningen, hvorfra der var flot udsigt ned over downtown.


onsdag den 7. april 2010

Påske

Påsken herovre byder bl.a. på masser af "Easter egg hunts". Første omgang foregik i parken her i Mediapolis, hvor der var æg overalt. Børnene blev inddelt i grupper efter alder, hvorefter det gik løs med opsamling af æg. Selvom der var mange æg, var de alle samlet sammen i løbet af få minutter.
Påskeharen var der stadig da vi kom ned til parken, og den ville gerne fotograferes.
Et udsnit af parken med æg overalt.
Restauranten på hotellet hvor vi boede de første par uger havde Easter Brunch. Der var et kæmpe tag-selv-bord med masser af god mad. 
Søreme om ikke også påskeharen i form af vores naboer Brad og Debbie havde været på spil i vores have. Stor var glæden hos børnene da de kiggede ud og så alle de æg. 
2 glade børn med masser af æg.
Ikke alle æg kunne spises. Nogle af dem var kridt til at tegne på fliser med, godt vi har bruser og vaskemaskine.

Så blev det rigtigt forår

Endeligt, varmen er kommet tilbage til Iowa og Mediapolis. Nu kan vi rigtig komme ud uden at skulle have en masse tøj på.
På den varmeste dag indtil nu havde vi 27°C. I sådan et vejr er det dejligt at sidde ude i haven, men vi skulle lige have samlet havemøblerne først. Det går nu som en leg, når der både er en arbejder, en håndlanger og en kritisk inspektør tilstede under arbejdet. 
Efter arbejdet nød vi alle solen sammen med familien Larsen.
De ugentlige "play dates" holdes så vidt muligt udendørs. Her "play date" i Crapo park i Burlington.
Vores græs er blevet grønt og skal nu slås engang imellem. Krister havde Gatoren klar i tilfælde af der var noget afklip der skulle samles op. Iben syntes det var sjovt at hjælpe med at skubbe græsslåmaskinen. Interessen holdt dog ikke så længe, heldigvis, for det gik lidt langsomt når hun skulle hjælpe. 
Med foråret har længslen efter golfbanerne også indfundet sig. På åbningsdagen tog vi på familieudflugt til Flint Hills og spillede en runde. Træet her er et kirsebærtræ med bær hængende fra sidste år og masser af nye blade.

Mens vi venter på foråret

Nu hvor sneen er smeltet venter vi på foråret med varme, lysegrønne blade på træerne og masser af tid til at være udendørs. Her lidt om hvad vi har fået ventetiden til at gå med.
Vi elsker alle hjemmebagte boller. Børnene har også stor fornøjelse af at hjælpe med at bage dem. Når bollerne skal spises skal det selvfølgelig være dem man selv har bagt der bliver serveret. 
Sneen her og længere nordpå smeltede så hurtigt at mange floder løb over deres breder. Vi havde hørt at der var mindre oversvømmelser flere steder, så vi besluttede at køre ud og se hvor galt det stod til. Herover Mississippi ved havnen i Burlington. Selvom der var vand på en del af parkeringspladsen, er det intet at regne mod oversvømmelsen i 2008, hvor vandet stod 10-12 fod højere.
Turen førte os også til Ft. Madison, hvor vi spiste på en hyggelig restaurant med udsigt over floden. Jernbanesporet gennem Ft. Madison er meget trafikeret, så måltidet måtte afbrydes hver gang der kom et tog, ca. hver 10. minut. Eftersom det tager 7-8 minutter for et tog at passere, tog det lang tid at spise. Vi var de eneste på det tidspunkt, så det gjorde ikke så meget at børnene løb frem og tilbage mellem bord og vindue.
Vi var heldige at få besøg af de lokale Girl Scouts, som solgte kiks. Iben måtte vælge og valgte nogle rigtig gode med chokolade på undersiden. Mums.
Vores indkørsel er nogle gange omdannet til racerbane, med fuld fart på alle køretøjer.