tirsdag den 15. juni 2010

Vandhunde

Forsommeren herovre er jo noget varmere end derhjemme, og hvad er bedre, når der er varmt end at lege i vand?! Ingenting synes vores børn i hvert fald... Så midt i maj var det tid til at få pustet og pustet og pustet vores zoologiske have op, så vi kunne plaske. Det var noget hårdt for forældrenes kinder og lunger, men børnenes fryd var arbejdet værd...

Når Krister har skullet tisse, de dage, hvor børnene har leget i vand, har jeg taget ham hen til et bed i haven, og ladet ham tisse dér, til drengens store glæde og faderens store fortrydelse... Men vi har nu de flotteste store liljer i haven!

Den sidste lørdag i maj åbnede "Mediapolis Aquatic Center" i daglig tale "the pool" og her ved os, som værner om det danske sprog, "svømmebadet". Noget vi havde set frem til med længsel. Og allerede en uges tid inden åbningen havde vi investeret i et sæsonkort for hele familien dertil, så vi var virkelig klar, da den store dag oprandt, og vi var da også derhenne både på åbningsdagen og dagen efter, og har været der et par gange siden.

I lørdags efter børnenes middagssøvn cyklede vi alle afsted til svømmebadet, men forgæves! Der var lukket, fordi (går jeg ud fra) der tidligere på dagen havde været regn og tordenvejr, så vi måtte pænt vende snuden hjemad igen, med et enkelt svinkeærinde til byens købmand efter is, som vel hjemme i haven blev fordelt ligeligt mellem mund og tøj.

I søndags kørte Brian og Krister så derud i bilen for at se, om der var åbent, mens pigerne tog sig en velfortjent lur, men nej heller ikke da var der åbent... Lurer på om det var dumt, at vi har købt sæsonkort, når der åbenbart ikke er åbent, når vi vil bruge poolen... I stedet kørte vi så til Burlington til Fun City, hvor der både er et indendørs og et udendørs vandland, og Brian og børnene plaskede rundt i omkring 1½ time.

Først var de en tur i børneområdet.
Så i den "rigtige" pool.
Og derefter en tur i strømkanalen, for at slutte af i børneområdet igen. 

I går mandag havde vi bedre held med os, da vi kørte i det lokale svømmebad, hvor vi lige kunne nå en hurtig svømmetur efter Brian kom hjem fra arbejde.

Knapt efter vi var kommet i vandet, kom et par store drenge hen og ville lege med Iben og Krister. Iben blev bange for dem, men Krister var hurtigt med på at lege med dem, og han rutsjede og havde det sjovt sammen med drengene, som tog sig rigtig godt af ham.
Og Iben nød at svømme og at have far for sig selv...
...indtil hun ville op og lege i sandkassen i stedet...
...og Krister så igen overtog far. 

søndag den 13. juni 2010

Jernhesten

Dagen efter at Brian kom hjem fra sin golftur, var vi ved cykelhandleren for at afhente Kristers cykel. Da vi havde været inde for at bestille cyklen, var den spændt op i en stander, så man kunne prøve at cykle på den "på stedet", som en motionscykel. Derfor løb Krister direkte ned til pladsen, og blev noget så skuffet og fik vand i øjnene, da cyklen ikke var på sin plads. Vi fik forklaret ham, at den var gemt væk, så den kunne blive gjort klar til ham og så der "ikke kom nogle banditter og tog den", og at manden i butikken ville gå ud og hente den til os. Pga. moderens manglende engelskkundskaber, da hun skulle forklare manden, hvilken cykel vi var kommet for at hente, hentede manden en spiderman-cykel, og igen tårer og skuffelse for det var ikke Kristers cykel. Men så endelig kom den rigtige cykel frem og Krister råbte glad og højt "DET ER DEN!". Og testkørsel af cyklen kunne ikke vente, til vi kom hjem, så Krister tog en tur rundt på parkeringspladsen ved cykelhandleren, inden hesten kom ind bag i bilen. Vel hjemme skulle cyklen selvfølgelig igen i brug...
Først en tur rundt i indkørslen.
Så kom han en tur ud på vejen, hvor Debbie tilfældigvis havde sit kamera med og tog dette og de to efterfølgende billeder.
Man er ikke så lidt stolt af det nye køretøj...
Krister er næsten altid god ved Iben, og hun fik lov at prøve cyklen, men som det tydeligt ses, er damen ikke helt tilfreds med, at den er for stor til hende. Det er ikke altid let at være lillesøster!

Cyklen har lige fra dag et været en kæmpe succes, og de første par uger var vi ude at cykle en tur hver dag og har hentet Brian på arbejde et par gange. Nu har der så været en periode, hvor vejret ikke rigtig har været til cykling, enten alt for varmt eller alt for regnende, men hver gang vi skal noget rundt i byen, foregår det på cykel nu. Hvis det er korte ture, kører Iben på scooter og jeg går, og hvis det er længere ture, cykler jeg også og Iben sidder i cykeltraileren. Selv ud til byens svømmebad, som er omkring 1½ km herfra, cykler Krister uden problemer.

mandag den 7. juni 2010

Golfouting i Iowa

I midten af maj var jeg så heldig at blive inviteret med på en 2-dages golftur, hvor vi efter planen skulle spille 4 forskellige baner i nærheden af Des Moines. Selvom der om natten var faldet op mod 7" (178 mm) regn i området omkring Mediapolis, begav vi os alle 8 i retning af vores første destination, Riverside Casino & Golf Resort. Vi havde ikke de store forhåbninger om at kunne spille før tidligst om eftermiddagen, men til vores store glæde var banen allerede åben fra morgenstunden og ganske spilbar. Bortset fra lidt pytter enkelte steder, var der ikke mange spor af de store vandmængder der var faldet samme nat.
Hul 2 på Riverside Casino & Golf Resort, et relativt kort par 3 ned ad bakke, hvor green er omgivet af bunkers og sø. Der var flere rigtig store søer rundt på banen, ligesom flere huller lå helt ned til Iowa River.
Hul 12 på Riverside Casino & Golf Resort, et mellemlangt par 5 op ad bakke, der på dagen blev spillet i modvind. 
Hul 16 på Riverside Casino & Golf Resort, angiveligt Iowa's længste par 5 på 608 meter. Drivet er dejlig nemt, det er bare at tonse bolden ud over kanten og lade den løbe så langt som muligt ned ad den brede fairway. Anden- og tredjeslaget (evt. plus nogen flere) spilles til gengæld stejlt op ad bakke hele vejen til green.

Riverside Casino & Golf Resort er en dejlig bane i god stand, og det endte med vi spillede begge dagens runder her, da vi ikke var sikre på at dagens anden bane var spilbar. Desværre blæste det en del og anden runde blev spillet i let regn, så vi nød ikke den gode bane helt så meget som den egentligt fortjente.

Efter 8 par tørre strømper klemte vi os igen sammen i "vores" Van og satte kursen mod Ankeny, hvor vi skulle overnatte. På hotellet opstod dagens morsomste situation: Der var booket 3 dobbeltværelser til 7 mand (den 8. kørte hjem da han ikke kunne spille næste dag alligevel), hvilket betød at der i ét værelse skulle sove 3 mand i 2 Queen-size senge. Der var 2 gange far og søn, så de fik hver et værelse, hvilket betød at vi tre tilbageværende måtte finde ud af hvem der skulle dele seng. Herovre er der jo ikke 2 dyner i en dobbeltseng, men kun et tæppe til deling. Da vi 3 stod oppe på værelset blev det foreslået at trække lod om retten til en nat alene i en seng, hvilket straks fik gruppens yngste til at udbryde: "Jeg sover på gulvet!!!". 

Efter en god nats søvn vågnede vi til solskin og vindstille. Vi spiste morgenmad tidligt, hvorefter vi kørte til The Harvester Golf Club og dagens første runde.
Hul 3 på The Harvester Golf Club, et spændende par 3 ned ad bakke med kontant afregning for upræcise slag. Det er svært at være helt afslappet når man står over bolden og gør sig klar til at slå.
Hul 8 på The Harvester Golf Club, et langt par 3 ned ad bakke med problemer hele vejen rundt om green.
Hul 17 på The Harvester Golf Club, et relativt kort par 3 med masser af vand i spil.

The Harvester Golf Club er nok den flotteste bane jeg endnu har spillet og det til trods for at der var rigtig meget anlægsarbejde igang rundt på banen. Alle tee-bokse, fairways og greens var bare super velholdte, grønne og anlagt i let kuperet åbent terræn. En bane jeg virkelig håber at komme til at spille igen inden vi rejser hjem til DK.

Fra The Harvester Golf Club kørte vi mod Polk City og Tournament Club of Iowa hvor vi skulle spille turens sidste bane. Vi havde lidt småtravlt så frokosten blev spist undervejs i bilen.
 
Hul 3 på Tournament Club of Iowa, et mellemlangt par 3 der er rimeligt nemt, hvis altså man rammer den lille green i udslaget.
 
Hul 5 på Tournament Club of Iowa, et super flot par 3 med tee-boksen højt hævet over green og en å på tværs til at opfange for korte slag, ligesom skoven bagved green "sluger" for lange slag. 
 
Hul 16 på Tournament Club of Iowa, et af flere lange par 3 huller hvor bolden helst skal flyves helt til green.
 
Et karakteristisk billede af Tournament Club of Iowa. Der er bygget store flotte huse langs mange fairway's, nogen gange lettere udsatte for vildfarne bolde, hvilket vi beviste da en god slice endte under 2 meter fra en husmur. Da det var en del af banen skulle bolden spilles fra ejerens græsplæne.

Tournament Club of Iowa er også en super flot og meget velholdt bane anlagt i skov, der flere gange har været på tale til Champions Touren herovre. Den er dog blevet fravalgt pga. store højdeforskelle og kuperet terræn, hvilket er vurderet til at være for hårdt at gå, nok især for spillernes caddy's.

Efter denne sidste runde satte 7 svedige og trætte men glade mænd, alle med mindst 4 par sure sokker, sig ind i bilen for at køre hjem til Mediapolis, hvortil vi ankom sent samme aftenen. Alt i alt en herlig tur med godt golf i dejligt selskab.