Når katten er ude...

...for at spille golf, finder musene hurtigt andre heste at spille på...

Ved ikke, om det var for at kompensere for manglen på de mange danske helligdage og dermed fridage fra arbejde her i foråret, men i hvert fald holdt faderen allerede ugen efter vores Niagaratur igen fri fra arbejde torsdag og fredag. Denne gang for at tage på mandegolftur rundt i Iowa med kollegaer fra Hawkeye, -noget han bestemt fortjente. Og så måtte vi efterladte jo finde noget at få tiden til at gå med, hvilket takket være vores gode tidligere nabo hjemmefra Megan og vores gode naboer herovre Brad og Debbie slet ikke blev noget problem.

Men først lidt baggrundsinfo: Vi købte engang her i foråret en vejr-radio, som skal bruges til at advare os om dårligt vejr, som voldsomme torden-storme og tornadoer i vores område. Det fungerer på den måde, at man sætter den på standby, og så tænder den automatisk og fortæller, når der er varslinger i vores område. Brian har dog altid radioen til at være slukket (det har heller ikke været nødvendigt med andet indtil nu, og håber heller ikke det bliver det!), men jeg ville have den tændt, i den tid vi skulle være alene hjemme, for der var udsigt til dårligt vejr. Så vi tændte den allerede onsdag, og ved ellevetiden om aftenen begyndte den at bimle og bamle, fordi der var advarsel om voldsomt tordenvejr med bordtennisbold-størrelses hagl, så anbefalingen lød på ikke at opholde sig nær vinduer... Og det er der jo ikke i vores kælder, -i hvert fald ikke overjordiske vinduer, så noget mod mandens vilje flyttede vi begge poder og os selv ned på luftmadrasserne i kælderen, og sov så ikke rigtig videre den nat, bortset fra børnene som intet som helst opdagede, heldigvis. Der kom dog ingen hagl, men til gengæld lynede og tordnede det, som jeg ved ikke hvad, og der kom kaskader af regn, så mange huse på egnen blev oversvømmede, og vores gulvtæppe blev da også fugtigt i et hjørne af kælderen. Men heldigvis var det dét for denne gang. Alt tumulten om natten betød dog, at jeg bestemte ikke at køre til Burlington i børnehave med børnene torsdag formiddag, hvilket dog ikke faldt i Kristers smag, for jeg havde lovet ham, at når vi havde været i børnehave, kunne vi køre ind og se på en cykel, han havde prøvet, da jeg fik ny cykel. Enden blev dog, at vi ventede til om eftermiddagen med at køre til Burlington, hvor vi spiste dejlig aftensmad ved Megan, og børnene legede med Broderick og Anika, og vi fik købt en cykel, som vi skulle hente lørdag sammen med vores farmand.

Fredag var så den helt store oplevelsesdag for Krister og Iben takket være hele familiens dejlige nabo og veninde Debbie. Om formiddagen kørte Debbie og vi tre efterladte ud til Debbies forældre, som bor ude på landet lidt udenfor Mediapolis, for at komme ind og sidde i en rigtig skolebus, -Debbies far kører sådan en for skolen her i byen. Det var noget, der passede børnene. Men allerede inden vi kom i skolebussen, var dagen reddet, for Barb og Dons hus er som skabt til at få besøg af os, der var masser af legetøj og snacks til børnene, og jeg var så heldig, at Barb var ved lave mad, deriblandt bage "Macadamia nut and white chocolate cookies" absolut min favorit småkage, så der blev også til smagsprøve til mig UHM en himmerigsmundfuld.

Og så var det school bus time...

Don havde fortalt, at han ikke måtte køre en tur i bussen med os, men han kunne alligevel ikke dy sig for at starte den til stor glæde for Krister, som det tydeligt fremgår af billedet ovenfor. Læg for øvrigt mærke til at Krister har en skolebus i hånden. Dén souvenir han allerhelst ville have med hjem fra "det store vandfald".

Den store pige sidder på sit eget sæde i skolebussen.

Så er det tid til at komme bag rattet.

Efter skolebussen gik vi en tur hen og kiggede på Dons lamaer, men de ville ikke rigtig snakke med Krister, som ellers heldigvis ikke slægter sin moder på, og er både glad for dyr og ikke bange for dem...

Derefter en tur ind i laden og for at se hvad der gemmer sig derinde...

...ikke mindre end to traktorer, -faktisk tre, for der var også en gammel gammel én, helt henne i et hjørne. Det var noget Iben og Krister kunne bruge.

Og som om turen til Barb og Don ikke var nok eventyr på en formiddag, så havde Debbie endnu et sted, vi skulle besøge. En ranch/rideskole mellem Burlington og Mediapolis, hvor der lige nu var en clinic for hestefolk fra både Iowa og andre stater, og hvor Barb caterede både til frokost og aftensmad til alle deltagerne, -et par håndfulde mennesker, så hun havde sandelig nok at se til.

Børnene var selv trukket i gummistøvler, inden vi kørte hjemmefra, selvom jeg ikke synes de skulle, men da vi kom til ranchen, var jeg meget glad for deres valg, for efter regnen den forrige nat, var der meget mudret.

Inden vi gik ind og kiggede på hestene, viste Cheryl, som ejer ranchen sammen med sin mand, os den her lille kun tre dage gamle flaske-kalv, som var blevet forladt af sin mor. Og så videre til hestene, hvor Debbie først spurgte Iben, om hun ville en tur op på Cheryls flotte cowboyhest. Det ville hun bestemt ikke, -hun synes vist det var et noget overvældende dyr. Krister derimod var klar på at være cowboy med det samme og fik en god travetur rundt i ridehallen.

Og så var vi klar til middagslur, for vi skulle være friske til at komme på restaurant med Brad og Debbie om aftenen. Vi spiste på en italiensk restaurant i en by der hedder Washington godt en halv times kørsel fra Mediapolis. Washington er bygget op omkring en town square med en lille park midti, og har en flot restaureret bymidte. Restauranten, hvor vi spiste lå lige på den anden side af town square, og lavede noget rigtigt lækkert mad, -dejligt at komme ud og få noget andet end amerikansk mad.

Brad, Debbie og børnene i town square inden det er tid at vende næsen hjemad igen efter en rigtig dejlig dag.

Tur til Niagara Falls

Forrige uge holdt Brian fri torsdag og fredag, fordi vi skulle på en længere køretur (knap 1200 km hver vej!!!) op til Niagara Falls, -et sted jeg har drømt om at besøge længe før vi overhovedet overvejede at flytte herover. Køreturen øst og nordpå blev delt over to dage, og efter en hel dags kørsel nåede vi hen mod aften til Sandusky, Ohio, hvor vi skulle overnatte første nat. Børnene tog turen i stiv arm, og det var først et par timer før vi nåede Sandusky, at vi fandt en dvd-afspiller frem, som vi var så heldige at have lånt, og de fik lov at se lidt film.

Sandusky er en rigtig ferieby, meget Løkken-agtig, og vi var lige en måned for tidligt på den til at fornemme feriestemningen, -mange af hotellerne og butikkerne i byen var ikke åbnet for sæsonen endnu. Sæsonen var heller ikke begyndt for den største attraktion Cedar Point Amusement park, et kæmpe tivoli, som i 2009 for tolvte år i træk er blevet kåret som "Best Amusement Park in the World" og som har verdensrekorden i antal rutchebaner i én park. Men vi kørte en tur derhen inden aftensmaden for at snage lidt udenfor hegnet og fik da også et par billeder. Er sikker på, at havde vi ikke haft en hel dags kørsel derhen, ville vi komme tilbage i højsæsonen!

Der var vejarbejde på den KÆMPE store parkeringsplads ved parken, -alt skulle være klart til sæsonstarten ugen efter vores besøg.

Hotelkomplekset Castaway Bay, som hører til Cedar Point.

Fredag formiddag kørte vi en tur til downtown Sandusky, hvor i hvert fald et par gader havde rigtigt flot istandsatte facader.

Og derefter var det videre til halvøen Marblehead, lige nord for Sandusky, hvor vi gjorde stop ved Marblehead Lighthouse, som er det ældste stadigt brugte fyr på den amerikanske side af "De Store Søer". Fyret blev taget i brug i 1821, og lyset kom dengang fra 13 hvalolie lamper, som fyrpasseren hver aften tændte. Lyset í fyret er nu elektrisk (siden 1923) og automatiseret (1958) og drives af US Coast Guard.

Der var koldt og blæsende ved Marblehead på kysten af Lake Erie, som man tydeligt kan se på Krister.

Brian og børnene på vej hen til fyret med Lake Erie i baggrunden.

Lake Erie set fra området ved fyret, -nok det tætteste vi kommer på noget der ligner hav før efteråret!

Udsigten fra området ved fyret til Cedar Point.

Så var det tid til at køre videre, der var stadig mellem 4 og 5 timers kørsel til vandfaldene... På vejen videre kørt vi igennem Cleveland, Ohio, hvor vi lige fik knipset dette billede af skyline.

Da vi kom lidt længere nordpå til staten New York, begyndte der at dukke vinmarker op på begge sider af vejen, faktisk rigtig mange vinmarker, så jeg forstår godt at Leif den Lykkelige for omkring 1000 år siden kaldte det land, han fandt vinlandet. Størstedelen af druerne fra dette område bliver dog ikke brugt til vin, men til grape juice (druesaftevand), en populær drik blandt både gamle og unge herovre. og grape jelly (druegelé). 

Vi havde så godt som hele vejen fra Sandusky fulgt kysten af Lake Erie, helt op til Buffalo, staten New Yorks andenstørste by, hvorfra Niagara River løber nordpå og ud i Lake Ontario. Og fra Buffalo skulle vi så følge floden indtil vi kom til vandfaldene. På vej op langs floden så vi pludselig vandtågen fra vandfaldene i horisonten, -et helt fantastisk og meget underligt syn.

Vi stoppede ved et udsigtspunkt på vejen og tog dette billede af tågen fra vandfaldene.

Og så, sidst på eftermiddagen var vi der...

Vores hotel lå på den amerikanske side, i gå afstand til Niagara Falls State Park, hvorfra der var flot udsyn til faldene, og så snart vi var blevet installeret på værelset tog vi regnjakker på og travede hen for at se dem.

Efter en kort gåtur ankom vi til "The American Falls", der som navnet måske antyder befinder sig på den amerikanske side. Faldet er 70-100 fod højt (21-30 m) og 1060 fod bredt (320 m), men det er alligevel kun ca. 10% af den samlede vandmængde på 5700 m3/s der strømmer her, resten strømmer gennem "The Horseshoe Falls" som kan anes i baggrunden på billedet herover.

"The American Falls" set fra den modsatte side. Vejret var desværre ikke specielt godt på turen. Det var overskyet, da vi ankom fredag eftermiddag, mens lørdagen bød på en del sol, men desværre også temmelig meget blæst.

Hele familien Thomasen foreviget foran "The American Falls". Der var masser af turister, alle med kamera og

en ung japaner bad Brian tage et billede af ham ved faldet, hvilket han selvfølgelig gerne ville. Efter først at have taget et billede af sig selv (vendte mandens kameratelefon forkert) og dernæst et af ham, fik vi ham til at tage et billede af os alle 4.

 

"The Horseshoe Falls" set fra den amerikanske side. Som tidligere nævnt langt det største med en højde på 173 fod (53 m) og en længde på 2600 fod (790 m). Det er dette fald, flere personer gennem tiderne har vovet sig igennem siddende i en tønde, hvilket dog har været forbudt i mange år. Alligevel er der flere, der trodser forbudet, senest den 11. marts 2009, hvor en mandlig vovehals overlevede faldet og senere blev reddet op af flodens kolde vand. Mange af de overlevende er blevet berømte for deres bedrift, men forsøget har kostet de fleste livet.

 

Nedenfor "The American Falls" er det muligt at gå ombord i "Maid of the mist" og sejle tæt på "The Horseshoe Falls" for at opleve faldet nedefra. Hvis ikke man er blevet våd nok i forvejen, kan man gå en tur bag "The Horseshoe Falls" eller gå ned til en platform ved foden af "The American Falls" og opleve skumsprøjtet på nærmeste hold. Det er ikke ture egnede til mindre børn, så vi nøjedes med at se faldene fra fast grund. 

Fredag aften blev det sent, inden vi kom tilbage fra faldene og fik fundet en Applebee's restaurant, hvor vi ville spise. Da vores gps kun kunne finde Applebee's i Canada, kørte vi over grænsen og fik aftensmad der. Børnene faldt i søvn, mens vi ventede ved grænsen, og Krister var nærmest ikke til at vække igen, så det endte med, at han slet ikke fik noget at spise.

Selvom der er væsentlig mere liv på den canadiske side, havde vi hjemmefra bevidst valgt et hotel på den amerikanske side, da vi ikke var helt sikre på, at vi "bare" kunne køre over grænsen uden først at skulle udfylde en masse papirer. Det viste sig dog at gå meget nemt. Efter fremvisning af pas og enkelte nysgerrige (men høflige) spørgsmål til vores danske pas kontra bopæl og arbejde i USA, fik vi lov at passere. Jeg tror de opgav os, da vi på spørgsmålet om, hvad vi skulle i Canada, svarede: Have noget at spise, vi kunne ikke finde en restaurant på den amerikanske side :-) 

Efter at have været tilbage i USA for at sove kørte vi igen over grænsen, denne gang for at se "The Horseshoe Falls" fra den canadiske side. Sikken et syn at stå 0,5 m fra kanten af faldet og kigge direkte ind i vandmasserne.

Inden vi kørte derfra, spiste vi frokost på en restaurant der lå lige på kanten af "The Horseshoe Falls". Mens vi sad tørt og godt indendøre, kunne vi sidde og nyde maden og udsigten over faldene. En perfekt afslutning på vores ophold i Niagara Falls.

Hjemturen begyndte med en 5 timers køretur gennem Canada til Detroit, Michigan, hvor vi overnattede på turens billigste hotel, som samtidig viste sig at være det bedste. På hotellet var der en stor opvarmet pool med ca. 32°C varmt vand. Vi var alle lidt rejsetrætte, så vi tog en lang tur i poolen både lørdag aften og søndag morgen, inden den sidste køretur, 9 timer tilbage til Iowa og Mediapolis, hvortil vi ankom kl, 21 søndag aften efter en rigtig god tur.

Iben 2 år

Hvem kan forstå det, men nu er det allerede 2 år, 2 uger og næsten 2 dage siden Iben kom til verden i en sus-fart, og hun har haft godt med fart på siden da... Og for at sikre at det også bliver sådan fremover, fik hun af familien hjemme i Danmark ikke mindre end tre køretøjer i fødselsdagsgave: en trehjulet cykel, et løbehjul og en plasma car, og alt bliver flittigt brugt rundt i indkørslen. Og så er der også en rigtig dansk dukkevogn på vej herover med Brad og Megans container, så hun er sandelig godt kørende.

Ibens fødselsdag startede med fødselsdagssang fra storebror, far og mor i fars og mors seng, og så var det videre til stuen, hvor en helt stak pakker lå klar på gulvet til oppakning. De første par pakker skulle Iben lige have hjælp af Krister til at pakke ud, men så var hun helt klar over, hvad der foregik, og kunne klare tingene selv.

Her er synet, der mødte Iben, da hun kom ind i stuen, mange Iben-farvede pakker.

Den første pakke var nem, et par Hello Kitty gummistøvler i en Hello Kitty gavepose, -den kunne fødselsdagsbarnet selv pakke op.

Hjælp fra Krister til den store pakke med golfudstyr som Iben fik af Krister, og som Krister nyder at bruge!

Den anden pakke fra Krister, en stor plys Clifford. Ibens bedste fødselsdagsgave.

Iben er klar til at give Clifford en STOR knuser.

Den trehjulede afprøves.

Så var det afsted til børnehave, hvor Iben havde cookies med lyserød icing med til snacks, og hvor der blev sunget fødselsdagssang for hende og hun fik en fin YMCA/YWCA trøje, som hun kan passe, når hun skal til at gå i skole... Det var den mindste de havde, og som lederen af børnehaven sagde, så har Iben et minde fra sin tid i USA i lang tid fremover.

Om eftermiddagen holdt vi en lille børnefødselsdagsfest for Iben, med besøg af børnenes amerikanske legekammerater Solomon og Maylen og deres mor.

Børnene klar til at puste lyset ud og spise kagemand.

Senere på eftermiddagen kom Megan, Brad, Broderick og Anika, som to dage inden var flyttet tilbage til Burlington fra Brønderslev. De to drenge fandt hurtigt sammen igen, selvom de ikke havde leget sammen siden jul, og Broderick fik straks lov til at køre en tur i Kristers Gator.

Broderick koncentrerer sig om at styre bilen.

Brad ankom til matriklen i hans spritnye BMW, og jeg fik lov til at køre en tur i øsen...

WROOM WROOM Fuld pedal Rorry!

Vores naboer Brad og Debbie (uden sammenligning Ibens bedste veninde) kom også over og var med til at fejre Iben.

Her er det meste af selskabet samlet til aftensmaden, som var burgere og hotdogs grillet af fødselsdagsbarnets fader.

Broderick, Iben, Krister og Anika læser bog, og så er de vist ved at være putteklar. To jetlaggede børn og en træt fødselsdagspige og hendes storebror siger godnat.

Søndagstur

En søndag fik min mand den gode idé, at vi skulle køre en tur op til Pine Creek vandmøllen, hvor vi havde været i januar, og holde picknick til aftensmad. Der var fin solskin, og naturen lige så smuk, som da vi så området dækket i sne og is. Vi har ingen billeder af bækken og vandmøllen fra denne tur, da "dokumentationen" mest blev foretaget med mandens nye legetøj, -videokamera, men et par billeder blev det da til.

Da vi var færdige ved møllen, var klokken ikke så mange, og vi var jo omkring halvvejs, så vi blev enige om at køre videre til Deere Run golfbane for at se, hvordan den så ud her i foråret. På vej nordpå kørte vi langs Mississippi, som ses på billedet nedenfor.

Vi stoppede ved en rasteplads langs floden for at nyde udsigten, og Brian fik øje på en gåsefamilie med gæslinger.

Fremme ved golfbanen var det også videokameraet, der blev brugt; Brian løb ned på en fairway og filmede lidt rundt på en meget flot bane, som vi begge håber at komme til at spille engang i løbet af foråret eller sommeren. Her lige et enket billede af området foran klubhuset i forårsfarver.