Tur til Niagara Falls

Forrige uge holdt Brian fri torsdag og fredag, fordi vi skulle på en længere køretur (knap 1200 km hver vej!!!) op til Niagara Falls, -et sted jeg har drømt om at besøge længe før vi overhovedet overvejede at flytte herover. Køreturen øst og nordpå blev delt over to dage, og efter en hel dags kørsel nåede vi hen mod aften til Sandusky, Ohio, hvor vi skulle overnatte første nat. Børnene tog turen i stiv arm, og det var først et par timer før vi nåede Sandusky, at vi fandt en dvd-afspiller frem, som vi var så heldige at have lånt, og de fik lov at se lidt film.

Sandusky er en rigtig ferieby, meget Løkken-agtig, og vi var lige en måned for tidligt på den til at fornemme feriestemningen, -mange af hotellerne og butikkerne i byen var ikke åbnet for sæsonen endnu. Sæsonen var heller ikke begyndt for den største attraktion Cedar Point Amusement park, et kæmpe tivoli, som i 2009 for tolvte år i træk er blevet kåret som "Best Amusement Park in the World" og som har verdensrekorden i antal rutchebaner i én park. Men vi kørte en tur derhen inden aftensmaden for at snage lidt udenfor hegnet og fik da også et par billeder. Er sikker på, at havde vi ikke haft en hel dags kørsel derhen, ville vi komme tilbage i højsæsonen!

Der var vejarbejde på den KÆMPE store parkeringsplads ved parken, -alt skulle være klart til sæsonstarten ugen efter vores besøg.

Hotelkomplekset Castaway Bay, som hører til Cedar Point.

Fredag formiddag kørte vi en tur til downtown Sandusky, hvor i hvert fald et par gader havde rigtigt flot istandsatte facader.

Og derefter var det videre til halvøen Marblehead, lige nord for Sandusky, hvor vi gjorde stop ved Marblehead Lighthouse, som er det ældste stadigt brugte fyr på den amerikanske side af "De Store Søer". Fyret blev taget i brug i 1821, og lyset kom dengang fra 13 hvalolie lamper, som fyrpasseren hver aften tændte. Lyset í fyret er nu elektrisk (siden 1923) og automatiseret (1958) og drives af US Coast Guard.

Der var koldt og blæsende ved Marblehead på kysten af Lake Erie, som man tydeligt kan se på Krister.

Brian og børnene på vej hen til fyret med Lake Erie i baggrunden.

Lake Erie set fra området ved fyret, -nok det tætteste vi kommer på noget der ligner hav før efteråret!

Udsigten fra området ved fyret til Cedar Point.

Så var det tid til at køre videre, der var stadig mellem 4 og 5 timers kørsel til vandfaldene... På vejen videre kørt vi igennem Cleveland, Ohio, hvor vi lige fik knipset dette billede af skyline.

Da vi kom lidt længere nordpå til staten New York, begyndte der at dukke vinmarker op på begge sider af vejen, faktisk rigtig mange vinmarker, så jeg forstår godt at Leif den Lykkelige for omkring 1000 år siden kaldte det land, han fandt vinlandet. Størstedelen af druerne fra dette område bliver dog ikke brugt til vin, men til grape juice (druesaftevand), en populær drik blandt både gamle og unge herovre. og grape jelly (druegelé). 

Vi havde så godt som hele vejen fra Sandusky fulgt kysten af Lake Erie, helt op til Buffalo, staten New Yorks andenstørste by, hvorfra Niagara River løber nordpå og ud i Lake Ontario. Og fra Buffalo skulle vi så følge floden indtil vi kom til vandfaldene. På vej op langs floden så vi pludselig vandtågen fra vandfaldene i horisonten, -et helt fantastisk og meget underligt syn.

Vi stoppede ved et udsigtspunkt på vejen og tog dette billede af tågen fra vandfaldene.

Og så, sidst på eftermiddagen var vi der...

Vores hotel lå på den amerikanske side, i gå afstand til Niagara Falls State Park, hvorfra der var flot udsyn til faldene, og så snart vi var blevet installeret på værelset tog vi regnjakker på og travede hen for at se dem.

Efter en kort gåtur ankom vi til "The American Falls", der som navnet måske antyder befinder sig på den amerikanske side. Faldet er 70-100 fod højt (21-30 m) og 1060 fod bredt (320 m), men det er alligevel kun ca. 10% af den samlede vandmængde på 5700 m3/s der strømmer her, resten strømmer gennem "The Horseshoe Falls" som kan anes i baggrunden på billedet herover.

"The American Falls" set fra den modsatte side. Vejret var desværre ikke specielt godt på turen. Det var overskyet, da vi ankom fredag eftermiddag, mens lørdagen bød på en del sol, men desværre også temmelig meget blæst.

Hele familien Thomasen foreviget foran "The American Falls". Der var masser af turister, alle med kamera og

en ung japaner bad Brian tage et billede af ham ved faldet, hvilket han selvfølgelig gerne ville. Efter først at have taget et billede af sig selv (vendte mandens kameratelefon forkert) og dernæst et af ham, fik vi ham til at tage et billede af os alle 4.

 

"The Horseshoe Falls" set fra den amerikanske side. Som tidligere nævnt langt det største med en højde på 173 fod (53 m) og en længde på 2600 fod (790 m). Det er dette fald, flere personer gennem tiderne har vovet sig igennem siddende i en tønde, hvilket dog har været forbudt i mange år. Alligevel er der flere, der trodser forbudet, senest den 11. marts 2009, hvor en mandlig vovehals overlevede faldet og senere blev reddet op af flodens kolde vand. Mange af de overlevende er blevet berømte for deres bedrift, men forsøget har kostet de fleste livet.

 

Nedenfor "The American Falls" er det muligt at gå ombord i "Maid of the mist" og sejle tæt på "The Horseshoe Falls" for at opleve faldet nedefra. Hvis ikke man er blevet våd nok i forvejen, kan man gå en tur bag "The Horseshoe Falls" eller gå ned til en platform ved foden af "The American Falls" og opleve skumsprøjtet på nærmeste hold. Det er ikke ture egnede til mindre børn, så vi nøjedes med at se faldene fra fast grund. 

Fredag aften blev det sent, inden vi kom tilbage fra faldene og fik fundet en Applebee's restaurant, hvor vi ville spise. Da vores gps kun kunne finde Applebee's i Canada, kørte vi over grænsen og fik aftensmad der. Børnene faldt i søvn, mens vi ventede ved grænsen, og Krister var nærmest ikke til at vække igen, så det endte med, at han slet ikke fik noget at spise.

Selvom der er væsentlig mere liv på den canadiske side, havde vi hjemmefra bevidst valgt et hotel på den amerikanske side, da vi ikke var helt sikre på, at vi "bare" kunne køre over grænsen uden først at skulle udfylde en masse papirer. Det viste sig dog at gå meget nemt. Efter fremvisning af pas og enkelte nysgerrige (men høflige) spørgsmål til vores danske pas kontra bopæl og arbejde i USA, fik vi lov at passere. Jeg tror de opgav os, da vi på spørgsmålet om, hvad vi skulle i Canada, svarede: Have noget at spise, vi kunne ikke finde en restaurant på den amerikanske side :-) 

Efter at have været tilbage i USA for at sove kørte vi igen over grænsen, denne gang for at se "The Horseshoe Falls" fra den canadiske side. Sikken et syn at stå 0,5 m fra kanten af faldet og kigge direkte ind i vandmasserne.

Inden vi kørte derfra, spiste vi frokost på en restaurant der lå lige på kanten af "The Horseshoe Falls". Mens vi sad tørt og godt indendøre, kunne vi sidde og nyde maden og udsigten over faldene. En perfekt afslutning på vores ophold i Niagara Falls.

Hjemturen begyndte med en 5 timers køretur gennem Canada til Detroit, Michigan, hvor vi overnattede på turens billigste hotel, som samtidig viste sig at være det bedste. På hotellet var der en stor opvarmet pool med ca. 32°C varmt vand. Vi var alle lidt rejsetrætte, så vi tog en lang tur i poolen både lørdag aften og søndag morgen, inden den sidste køretur, 9 timer tilbage til Iowa og Mediapolis, hvortil vi ankom kl, 21 søndag aften efter en rigtig god tur.