Ved ikke, om det var for at kompensere for manglen på de mange danske helligdage og dermed fridage fra arbejde her i foråret, men i hvert fald holdt faderen allerede ugen efter vores Niagaratur igen fri fra arbejde torsdag og fredag. Denne gang for at tage på mandegolftur rundt i Iowa med kollegaer fra Hawkeye, -noget han bestemt fortjente. Og så måtte vi efterladte jo finde noget at få tiden til at gå med, hvilket takket være vores gode tidligere nabo hjemmefra Megan og vores gode naboer herovre Brad og Debbie slet ikke blev noget problem.
Men først lidt baggrundsinfo: Vi købte engang her i foråret en vejr-radio, som skal bruges til at advare os om dårligt vejr, som voldsomme torden-storme og tornadoer i vores område. Det fungerer på den måde, at man sætter den på standby, og så tænder den automatisk og fortæller, når der er varslinger i vores område. Brian har dog altid radioen til at være slukket (det har heller ikke været nødvendigt med andet indtil nu, og håber heller ikke det bliver det!), men jeg ville have den tændt, i den tid vi skulle være alene hjemme, for der var udsigt til dårligt vejr. Så vi tændte den allerede onsdag, og ved ellevetiden om aftenen begyndte den at bimle og bamle, fordi der var advarsel om voldsomt tordenvejr med bordtennisbold-størrelses hagl, så anbefalingen lød på ikke at opholde sig nær vinduer... Og det er der jo ikke i vores kælder, -i hvert fald ikke overjordiske vinduer, så noget mod mandens vilje flyttede vi begge poder og os selv ned på luftmadrasserne i kælderen, og sov så ikke rigtig videre den nat, bortset fra børnene som intet som helst opdagede, heldigvis. Der kom dog ingen hagl, men til gengæld lynede og tordnede det, som jeg ved ikke hvad, og der kom kaskader af regn, så mange huse på egnen blev oversvømmede, og vores gulvtæppe blev da også fugtigt i et hjørne af kælderen. Men heldigvis var det dét for denne gang. Alt tumulten om natten betød dog, at jeg bestemte ikke at køre til Burlington i børnehave med børnene torsdag formiddag, hvilket dog ikke faldt i Kristers smag, for jeg havde lovet ham, at når vi havde været i børnehave, kunne vi køre ind og se på en cykel, han havde prøvet, da jeg fik ny cykel. Enden blev dog, at vi ventede til om eftermiddagen med at køre til Burlington, hvor vi spiste dejlig aftensmad ved Megan, og børnene legede med Broderick og Anika, og vi fik købt en cykel, som vi skulle hente lørdag sammen med vores farmand.
Fredag var så den helt store oplevelsesdag for Krister og Iben takket være hele familiens dejlige nabo og veninde Debbie. Om formiddagen kørte Debbie og vi tre efterladte ud til Debbies forældre, som bor ude på landet lidt udenfor Mediapolis, for at komme ind og sidde i en rigtig skolebus, -Debbies far kører sådan en for skolen her i byen. Det var noget, der passede børnene. Men allerede inden vi kom i skolebussen, var dagen reddet, for Barb og Dons hus er som skabt til at få besøg af os, der var masser af legetøj og snacks til børnene, og jeg var så heldig, at Barb var ved lave mad, deriblandt bage "Macadamia nut and white chocolate cookies" absolut min favorit småkage, så der blev også til smagsprøve til mig UHM en himmerigsmundfuld.
Don havde fortalt, at han ikke måtte køre en tur i bussen med os, men han kunne alligevel ikke dy sig for at starte den til stor glæde for Krister, som det tydeligt fremgår af billedet ovenfor. Læg for øvrigt mærke til at Krister har en skolebus i hånden. Dén souvenir han allerhelst ville have med hjem fra "det store vandfald".
Den store pige sidder på sit eget sæde i skolebussen.
Efter skolebussen gik vi en tur hen og kiggede på Dons lamaer, men de ville ikke rigtig snakke med Krister, som ellers heldigvis ikke slægter sin moder på, og er både glad for dyr og ikke bange for dem...
...ikke mindre end to traktorer, -faktisk tre, for der var også en gammel gammel én, helt henne i et hjørne. Det var noget Iben og Krister kunne bruge.
Børnene var selv trukket i gummistøvler, inden vi kørte hjemmefra, selvom jeg ikke synes de skulle, men da vi kom til ranchen, var jeg meget glad for deres valg, for efter regnen den forrige nat, var der meget mudret.
Inden vi gik ind og kiggede på hestene, viste Cheryl, som ejer ranchen sammen med sin mand, os den her lille kun tre dage gamle flaske-kalv, som var blevet forladt af sin mor. Og så videre til hestene, hvor Debbie først spurgte Iben, om hun ville en tur op på Cheryls flotte cowboyhest. Det ville hun bestemt ikke, -hun synes vist det var et noget overvældende dyr. Krister derimod var klar på at være cowboy med det samme og fik en god travetur rundt i ridehallen.
Og så var vi klar til middagslur, for vi skulle være friske til at komme på restaurant med Brad og Debbie om aftenen. Vi spiste på en italiensk restaurant i en by der hedder Washington godt en halv times kørsel fra Mediapolis. Washington er bygget op omkring en town square med en lille park midti, og har en flot restaureret bymidte. Restauranten, hvor vi spiste lå lige på den anden side af town square, og lavede noget rigtigt lækkert mad, -dejligt at komme ud og få noget andet end amerikansk mad.
Brad, Debbie og børnene i town square inden det er tid at vende næsen hjemad igen efter en rigtig dejlig dag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar