Besøg af farmor og farfar

De sidste 2 uger i juni havde vi besøg af mine forældre. Den dag, de skulle ankomme, var det næsten umuligt at få børnene til at spise, sove middagssøvn mv., da de glædede sig så meget til, at farmor og farfar skulle komme. Da de endelig kom, blev de også modtaget med kys og kram, ligesom de straks skulle involveres i noget leg. Vi havde planlagt, at vi ville nyde det her i Mediapolis et par dage, inden vi allesammen kørte til Colorado en uges tid for at se noget andet end det flade Iowa.

Farmor og farfar havde pakker med til børnene, det blev bl.a. til et par "Danmark" trøjer (DK var stadig med ved VM på dette tidspunkt).

Vejret herovre er bestemt ikke stabilt, vi har fået store mængder regn i forbindelse med en del tordenvejr. men heldigvis er der dejligt varmt, så det er muligt at være ude mellem uvejrene. Børnene elsker at plaske i vand, og det skulle åbenbart gå ud over farmor, som selv var lidt ude om det, idet en af gaverne var den store vandpistol!

Ren hygge.

Jeg var på arbejde de første par dage, vi havde besøg. Efter fyraften var det på tide med en tur i Mediapolis Pool. Krister har længe kunnet klare sig kun med armvinger, mens Iben har skullet holdes. Vi har nu købt en flydevest til hende, så hun også kan svømme selv, en stor succes.

I Burlington var der Steam Boat Days, hvilket betyder levende musik, tivoli og masser af mennesker på gaden og både på floden. Vi kørte derind en aften og spiste sammen med vores naboer Brad og Debbie. Vi var heldige at få plads på en restaurant tæt på floden, så vi kunne mærke stemningen, mens vi spiste.

Farmor og farfar havde lejet en stor bil med plads til 7 personer, så vi kunne køre sammen på den lange tur til Colorado. Bilen skulle selvfølgelig gøres klar til turen, og  hvem er bedre til det end et par ivrige unger og deres farfar?

Aftenen inden vi tog afsted, blev det tid til endnu en tordenbyge over Mediapolis, dog ikke en af de slemme.

Vi besluttede at tage tidligt afsted hjemmefra, da vi håbede, vi kunne køre helt til Denver på én dag, en tur på 1350 km. Børnene brugte de bagerste sæder som deres lille "hule" i bilen, hvor de kunne have lidt bøger, legetøj, mad og drikke. De hyggede sig rigtigt deromme, hvilket ikke blev mindre når der blev fjollet fra de forreste rækker. Vi havde lånt en DVD afspiller så tiden kunne gå med et par film. Efter en lang dag gennem de flade stater Iowa og Nebraska ankom vi til vores hotel i Denver, Colorado, sent om aftenen, trætte men i godt humør og glade for at være fremme.

Morgenmaden på hotellet var hverken sund eller som den plejer, så der blev eksperimenteret med vafler, yoghurt og cereal. Efter morgenmaden var det tid til den første ferie destination: Water World i Denver. 

Water World er et kæmpe vandland med masser af vandrutchebaner og pools for store og små. Herover én af de roligere attraktioner, en strømkanal hvor man kunne flyde rundt og nyde solen.

Her er der til gengæld fart på. 6 etager høj vandrutchebane med meget stejlt fald i starten.

Der var flere store områder for de mindre børn med masser af underholdning og mulighed for at plaske i det varme vand.

Under en pause fra vandet blev det tid til at få en is. Iben fik et bæger fyldt med is, mens Krister fik en stor "balje" knuste isterninger med farve og smag.

Der var også et par enorme pools med bølger. Efter en herlig badedag kørte vi videre til Colorado Springs, hvor vi skulle overnatte.

Iben var ikke meget for det morgenmad, hotellerne kunne tilbyde. Heldigvis elsker hun mælk, så det tankede hun i stride strømme, mens vi andre spiste morgenmad.

Fra Denver og ned til Colorado Springs kørte vi langs de rigtig høje bjerge, hvoraf flere er over 14000 fod (4250 m). I baggrunden med sne på toppen ses Pikes Peak, vartegnet for Colorado Springs med en højde på 14115 fod (4302 m).

Rundt omkring i bjergene er der mange Ghost Towns, som tidligere var beboet af guldgravere i deres søgen efter rigdom, men som blev forladt, da minerne var tømte. I Colorado Springs besøgte vi dette "Ghost Town Museum" hvor nogle af de gamle bygninger var bevaret og omdannet til udstillinger, så vi kunne få et indblik i, hvordan en by så ud på den tid. 

Børnene fandt et par heste, som gerne gav en ridetur. Krister synyes vist ikke, hans hest løb hurtigt nok, så han forsøgte at presse den til at sætte farten op. Det var meget sjovt at se, hvor primitivt det hele var, og vi kunne ikke lade være med at tænke på, hvor godt det er, at vi har vores fine hus og gode forhold.

Fra Colorado Springs kørte vi op i bjergene for at komme til Durango. Turen gik bl.a. gennem San Luis Valley, en enorm højslette beliggende i 7500 fod (2300 m) og som dækker et areal på ca. 21.000 km2.

I San Luis Valley ligger "Great Sand Dunes National Park and Preserve". Parken indeholder de højeste klitter i USA, der hæver sig 750 fod (230 m) over dalbunden. Klitterne er dannet af sand og jord fra Rio Grande og dens bifloder, som vinden har båret med sig og efterladt for foden af Sangre de Cristo bjergkæden.

Et yndigt par foran klitterne inden turen fortsatte mod Durango. Inden vi ankom dertil, måtte vi køre over "Wolf Creek Pass" i 10.850 fod (3307 m), hvor der stadig var sne på bjergsiderne.

Durango, 1975 km fra Mediapolis og det længste vi var væk hjemmefra, ligger i bjergene i det syd-vestlige Colorado i en højde af 6525 fod (1988m) og har ca. 14.000 indbyggere. Byen er grundlagt i 1880 af "Denver and Rio Grande Railroad" med det formål at servicere minerne i de nærliggende San Juan bjerge. Vi blev i Durango 3 dage, da der var flere ting, vi gerne ville se i området.

Den første dag kørte vi til "Mesa Verde National Park" som ligger ca. 60 km fra Durango. Parken rummer mange ruiner af huse og landsbyer bygget af Anasazi folket inde i naturlige grotter langs de stejle bjergsider. De første bosættelser blev oprettet i det 6. århundrede og Anasazi folket boede efterfølgende i området i ca. 500 år. Det er uvist, hvorfor de pludselig forsvandt fra området, men det kan skyldes fejlslagen høst eller indtrængen af andre stammer. Selvom spanske opdagelsesrejsende på jagt efter en rute fra Santa Fe til Californien gennemsøgte området i det 18. århundrede, blev ruinerne først genfundet i slutningen af det 19. århundrede. Idag er der årligt over 550.000 besøgende i parken.

Vejen op til ruinerne er anlagt i bjergene, hvor der flere steder er en fantastisk udsigt over de dybe dale og stejle bjergsider. 

Frokost i "Mesa Verde National Park".

Cliff Palace er den største af ruinerne i Mesa Verde med 150 identificerede rum og 23 kivas (En kiva er et rum som blev brugt til religiøse ritualer). Selvom denne og andre ruiner er store og velkonstruerede, er de blevet bygget og udviklet langsomt og tilfældigt. 

Spruce Tree House indeholder en genopbygget kiva som besøgende har adgang til. Udgravninger antyder at disse ruiner, som iøvrigt mange andre i Mesa Verde, har været beboet i mindre end et århundrede.

Det var dejligt at få vasket støvet af i hotellets pool efter en varm dag i "Mesa Verde National Park".

Dagen blev afsluttet med en aftentur i centrum af Durango, hvor vi spiste og kiggede lidt butikker, inden vi alle så frem til at komme i seng og lade op til næste dag.

Efter en god nats søvn var vi klar til nye oplevelser. Vi skulle køre med "Durango and Silverton Narrow Gauge Railroad " (D&SNG) fra Durango til Silverton og retur. Jernbanelinien mellem Durango og Silverton blev anlagt 1881-1882 af "Denver and Rio Grande Railroad", for at kunne fragte passagerer og forsyninger til guld- og sølvminerne i San Juan bjergene, og malm retur. Den 45 miles (72,5 km) lange tur til Silverton varer 3½ time og går op gennem bjergene langs med Animas River. Silverton ligger i 9305 fods højde (2836m) og er en af USA's højst beliggende byer. Vi var alle spændte på turen, børnene fordi de skulle køre med tog, og vi voksne fordi vi ikke vidste, om børnene ville sidde stille på turen.

Lokomotivet der skulle trække os op til Silverton er et serie K-36, 2-8-2 lokomotiv på 85 tons, bygget i 1925 og oprindeligt brugt som godslokomotiv på de smalsporede jernbaner i Colorado og New Mexico. D&SNG har 12 vogne koblet på lokomotivet, hvilket er det maksimale, det kan trække på den op til 4% stejle stigning mod Silverton. På turen til Silverton forbrændes 3-5 tons kul, mens der på turen tilbage til Durango forbrændes yderligere 1-2 tons.

I betragtning af at den vogn, vi sad i, er bygget i 1881, var den ganske komfortabel. Vi havde ikke fået pladser sammen alle 6, men heldigvis var vognen ikke helt fyldt, så farmor og farfar kunne rykke lidt rundt og komme til at sidde sammen med os alligevel.

Det første stykke af turen var temmelig fladt, men der var alligvel en masse flot natur at se på.

Efter et stop for at medtage flere passagerer kørte vi for alvor op i bjergene, hvor vi kørte et stykke på en smal klippeafsats, hvorfra der var en fantastisk udsigt både op og ned. Floden, vi havde fulgt fra Durango, var nu langt under os for foden af de stejle klippevægge.

Efter et stykke tid kom vi igen til at køre tæt på floden i et virkelig flot landskab. Vi krydsede floden et par gange, mens vi fulgte den resten af vejen til Silverton. 

Inden Silverton gjorde toget endnu et stop for at få tanket vand. Samtidig var der en flok passagerer der stod af for at ride resten af vejen. Synet af damptog, heste, cowboys, bjerge og skov samt fraværet af bygninger, kunne næsten få os til at tro, vi var kommet et godt stykke tilbage i tiden.

En af talrige gamle sølvminer i Silverton området. Det var netop rygtet om guld- og sølvfund, der fik guldgravere til at valfarte til området, hvor Silverton ligger idag. Byen er anlagt i 1870erne, og havde allerede sin storhedstid 10 år senere. I 1883 havde Silverton en befolkning på 2000 og bestod af 400 bygninger - 2 banker, 5 vaskerier, 29 saloons, adskillige hoteller og et bordelkvarter. Idag er der ca. 550 fastboende og minerne er alle lukkede. Der er dog fortsat guld og sølv i bjergene, hvorfor mange tror, at minedriften vil vende tilbage engang i fremtiden.

Restauranten hvor vi spiste frokost, havde en glædespige udenfor til at velkomme os.

Én af byens saloons.

Grand Imperial Hotel med bjerge i baggrunden. De fleste af bygningerne i centrum af Silverton var flotte og velholdte og var et fantastisk syn med bjergene som baggrund. Det var dog ikke svært at forestille sig hvor isoleret og barskt et sted det må have været i vintermånederne.

En blanding at gammelt og lidt nyere. Det er muligt at køre til Silverton i bil ad "Million Dollar Highway", et berømt/berygtet stykke smal bjergvej uden autoværn eller anden beskyttelse mod afgrunden.

Efter et ophold på 2 1/4 time i Silverton kørte toget retur til Durango.

Vi var tilbage i Durango sidst på eftermiddagen og besluttede at spise aftensmad på en restaurant lige ved siden af banegården. Mens vi spiste, kunne vi se, når de øvrige tog kom dampende tilbage, og se hvordan lokomotiverne blev klargjort til næste dag. Efter maden var det tilbage til hotellet for at se dyner.

Dagen efter brugte vi formiddagen til at shoppe i Durango, inden vi kørte til Pagosa Springs, en lille by med ca. 1600 indbyggere, hvis største attraktion er én af USA's største og varmeste naturlige kilder. Vi boede på "The Springs Resort & Spa", hvor der udover at bade i vand fra de varme kilder også var mulighed for massage og diverse wellness behandlinger. 

I området omkring den varme kilde er der anlagt 23 mindre pools, hvori vi kunne sidde og slappe af, mens alle de gode mineraler fra vandet blev optaget af kroppen. Temperaturen varierede fra 95°F (35°C) i den koldeste pool til 113°F (45°C) i den varmeste.

Den store sø i midten kunne vi ikke bade i, den var "beboet" af guldfisk, og anlagt for et syns skyld. Det var også flot.

På værelset var der badekåber til os alle, selv et par stykker i børnestørrelse. Det var dog ikke længe Krister ville have sin på, men fotografen nåede dog lige at forevige øjeblikket.

Vandet i den store pool var 85°F (29°C) og føltes lidt koldt efter ophold i de varmere pools. Den var ikke specielt dyb, men passede perfekt til at børnene kunne svømme, og vi andre kunne blive kølet lidt af.

Børnene nød at være i denne pool der var 95°F (35°C), lige tilpas for et par små vandhunde.

Fra alle badene er der en herlig udsigt over floden og bjergene i baggrunden.

Efter ophold i de varme bade, er det herligt at kunne køle af i flodens 53°F (12°C) varme/kolde vand.

Farmor siddende foran hotellet, man kan jo blive træt af alt det svømning.

Hotellet består af 2 bygninger, den oprindelige Motelbygning fra 1950erne og en helt ny bygning med eksklusive værelser. Der var temmelig fyldt på hotellet, så vi kunne kun få et værelse i den nye bygning, hvilket var temmeligt dyrt, så vi boede sammen alle 6 i ét værelse. Der var enormt flot indenfor med værelserne fordelt langs ydervæggene i 3 etager, hvilket gav plads til et stort opholdsområde i midten.

 

Alle pools var åbne hele døgnet for hotellets gæster, så da børnene var lagt i seng, tog Janni og jeg på aftenbadning. Det var blevet temmelig sent, inden vi kom derned, og jeg troede ikke, der ville være mange mennesker, men der var faktisk pænt fyldt op. Det var herligt at sidde og slappe af i det dejlige vand, samtidig med at vi kunne kigge op på månen og stjernerne.

 

Der var rigtig flot og hyggeligt om aftenen.

Efter opholdet i Pagosa Springs kørte vi til Denver, hvor vi overnattede inden den lange tur tilbage til Mediapolis. Da vi endelig kom hjem var vi alle godt brugte, og så frem til at nyde det herhjemme et par dage, inden farmor og farfar skulle rejse hjem til DK, efter vi alle havde haft et par herlige uger sammen.