torsdag den 10. december 2009

Så kom vinteren til Iowa

...og med den sneen og kulden. I morges, da Brian tog på arbejde var der -19°C!!!! Nu er temperaturen steget til -8°C her midt på eftermiddagen. Så vores fyr kører på livet løs, for at kunne varme pap-huset op! I morges var der ikke bare dug i vinduerne, men is. Håber virkelig, at der bliver lavet nogle energibesparende beslutninger for dette land i København i disse dage. Nå men energifråds eller ej, så har vi jo været ude i sneen, og Krister arbejder hårdt med at skovle med hans nye sneskraber, op i traktorvognen fra indkørslen, og ned igen et andet sted i indkørslen, -kulden ser ikke ud til at berøre ham særlig meget. Iben derimod kan ikke være ude ret lang tid ad gangen, før hun bliver pivet, fordi hun fryser og vil ind. I mandags blev det dog til en tur på deres nye bobslæde hen i banken, og Krister insisterede på, at han ville trække Iben, selvom Brian har købt en fin topersoners slæde. Så dér gik jeg og spankulerede, mens min søn på tre trak sin lillesøster en tur på et kvarters tid hen i byen og hjem igen! Tror ikke jeg vil vide, hvad folk tænkte om sådan en mor!



Tirsdag morgen, da vi var ude for at skrabe indkørsel kom "Mediapolis News" (den lokale ugeavis) forbi, og spurgte om de måtte tage et par billeder, og jeg snakkede lidt med avismanden om hvor vi var fra og hvorfor vi var her, og sagde Denmark flere gange og rettede ham, da han sagde noget med "Pedershaab of Sweden". Og onsdag var Iben Thomasen of Sweden så en af de yngste cover girls i et amerikansk magasin!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar